New York JFK bygger om og udvider for 13 mia. dollars

New York JFK bygger om og udvider for 13 mia. dollars

I hvad New Yorks guvernør Andrew Cuomo kalder ‘en plan for at transformere JFK til at leve op til det 21. århundredes krav’, investerer staten et rekordbeløb i at udvikle den legendariske lufthavn.

Det er ikke småbeløb der skal rulles ud, når JFK-lufthavnen, som årligt har ca. 60 mio. passagerer, begynder en fem-årig investeringsplan, som skal gøre den efterhånden lidt bedagede, og også noget forvirrende lufthavn, til et fyrtårn indenfor luftfart. Hovedpunkterne i planen er:

  • Kapaciteten skal løftes til omkring 85 mio. passagerer
  • Gamle terminaler skal fjernes og nyere terminaler skal udbygges
  • Lufthavnen skal i højere grad opleves som én lufthavn
  • Vejene omkring lufthavnen skal ombygges for at undgå flaskehalse
  • Offentlig transport til lufthavnen skal styrkes betragteligt

Har man rejst til eller fra JFK har man oplevet en lufthavn som i dag består af hele 8 forskellige terminaler, som er fordelt på 6 adskilte områder, der er forbundet med en lokal jernbane med navnet AirTrain. De store afstande mellem terminalerne gør, at man ofte oplever området som 6-8 lufthavne i én, og det er bl.a. dette, som den nye plan skal afhjælpe. Planen er simpelthen at bygge sig til en samlet lufthavn, ved at tilføje nye terminalbygninger, så passagerer i højere grad kan vandre frit mellem dem.

Samtidig skal selve oplevelsen i terminalerne opgraderes med nye lounges, et stort, nyt lufthavnshotel, bedre security og flere butikker.

JFK er én af 3 store lufthavne, som servicerer New York City. De to andre er den nærliggende La Guardia, og Newark, som ligger i New Jersey.

No Comments

Sorry, the comment form is closed at this time.