Lufthavnsguiden
Alt til rejsen, samlet et sted.
- Inkl. autohjælp
- Inkl. fri kilometer*
- Inkl. alle forsikringer
- Inkl. alle skatter og afgifter
Alt til rejsen, samlet et sted.
Lej bil i Alicante Lufthavn og opdag Costa Blanca. Med udlejningsbil ligger kysten åben, her er mange flotte steder at besøge. Besøg også baglandet, eksempelvis for at smage den lokale vin.
Alicante – Costa Blanca
At leje bil i Alicante Lufthavn ligger lige for. Lufthavnen er de seneste årtier vokset betragteligt, mange flyselskaber flyver nu til Alicante, og i 2014 betjente Alicante Lufthavn godt 10 millioner passagerer. Blandt andet som følge heraf findes i lufthavnen et stort antal biludlejningsbureauer. Konkurrencen giver stort udvalg og lave priser, og lufthavnen er et godt udgangspunkt for køreture i provinsen Alicante, ja hele Valencia-regionen ligger klar til at blive opdaget i lejet bil.
Kyst og bagland
Kyststrækningen ved Alicante kaldes Costa Blanca. Området byder ikke mindst på solskin og strandliv, smukke byer, fest og farver. Men samtidig har provinsen Alicante et interessant bagland, hvor man med fordel kan køre ture i bjergene og opleve både smuk natur og et mere ‘autentisk’ Spanien. I det senere år er det blevet populært at tage på besøg hos de forskellige vinproducenter i området, og vinen fra Alicante har nået et niveau, hvor det er en fornøjelse at holde sig orienteret om høstens kvalitet. Er man interesseret i at tage på tur til vinproducenterne i Alicante-området, bør man spørge turistbureauet om de forskellige muligheder og ruter.
Byen Alicante
Alicante er en dejlig by, ret stor, med knap 340.000 indbyggere, men der er en generelt afslappet atmosfære med en vist arabisk påvirkning. I den gamle bydel, der ligger omkring katedralen San Nicolás, kan man især om aftenen med fordel svinge et bæger og spise et godt måltid mad. Kvarteret er livligt om aftenen, når folk i alle aldre og af alle nationaliteter fester i god stemning. Desuden bør man besøge borgen Santa Bárbara, som ligger højt og giver en fin udsigt over byen.
A-7 til Benidorm
En af fordelene ved at leje bil i Alicante er, at byen nyder godt af en god infrastruktur. Motorvejen A-7 bringer hurtigt én til en række spændende lokaliteter især op langs kysten. Når man kører nordpå fra Alicante, kan det være en mulighed at stoppe i Benidorm, for at tilbringe en dag på stranden, kigge på butikker og lave noget sjovt med børnene – her er forskellige muligheder i form af temaparker og meget andet. Benidorm er temmelig massiv som turistby, men har samtidig sin charme i gode strande og en gammel bydel, hvor man fint kan drikke en øl. Benidorm har i øvrigt særdeles mange skyskrabere i bybilledet, faktisk så mange at byen kaldes ‘Middelhavets New York’. Desuden findes der i Benidorm læger, tandlæger, fysioterapeuter og lignende i stort antal, hvilket naturligvis kan vise sig praktisk, når man er på rejse og måske får brug for pleje.
Altea og Alfàs del Pí
Videre fra Benidorm bør man 6-7 km længere op ad kysten stoppe i Altea, gerne med en overnatning. Her har turismen en anden, mere afdæmpet tone, og oppe på toppen af byen, oppe på pladsen omkring kirken, nyder man en kølig drink med udsigt til solnedgangen over bjergene til den ene side og det glitrende Middelhav til den anden. Inden man skal hen på en af de små restauranter for at spise til middag. Man kan i øvrigt ikke køre meget rundt i Alteas smalle gader, og det tilrådes at parkere udlejningsbilen nede ved stranden og så spadsere op ad ‘bjerget’ til kirkepladsen. På den måde får man i al fald samlet både tørst og appetit. Fra Altea er det desuden oplagt at besøge nærliggende Alfàs del Pí, som er med på vinruten i Alicante-provinsen. Næste dag kan man så fortsætte videre op ad kysten til Calpe, hvor nye eventyr venter.
Calpe, og Peñon de Ifach
Det er først og fremmest for klippeknolden Peñón de Ifach, at der er grund til at køre til Calpe i sin udlejningsbil. Peñón de Ifach er virkelig storslået, som det 332 meter høje, 45 hektar store klippestykke ligger skudt ud i havet. Området ved klippen er beskyttet naturpark, og klippen kan bestiges, der er guidede ture af 2½ times varighed. Fra toppen kan man i klart vejr se helt til øen Formentera i øgruppen Balearerne. Det er helt bestemt en god ide at besøge Calpe for at bestige Peñón de Ifach, men derudover er der ingen særlig grund til at blive i Calpe.
Dénia eller Callosa
Bedre er det at køre enten videre op langs kysten til Dénia, eller at køre ind i landet til Callosa. Vælger man at køre til Dénia, sigter man måske på en videre tur op langs kysten, måske helt til Valencia. Dénia er værd at kigge på i alle tilfælde, og er man heldig, er der opsat en halvcirkelformet tyrefægterarena ved havnen, hvor byens unge mænd løber omkring med unge tyre i hælene, og når tyren kommer for tæt på, undslipper ungersvenden ved at springe på hovedet i havnen. Vil man imidlertid hellere ind i landet, kan man køre en runde i bjergene på vejen tilbage til Altea, som et alternativ til kystvejen. Man kører da over Callosa, og stopper måske og får noget at spise på vejen. Turen fra Altea til Calpe, med bestigning af Peñón de Ifach, og dernæst retur via Callosa til Altea over bjergene, kan snildt gøres på en dag. Der bliver måske endda tid til en forfriskende dukkert på stranden nedenfor klippen.
Valg af udlejningsbil
Når man lejer bil i Alicante Lufthavn, bør man være opmærksom på forsikringens selvrisiko. Har man planer om at køre ud på de små grusveje i baglandet, risikerer man eksempelvis stenslag. En anden ting er, at man i forbindelse med bjergkørsel med fordel kan have en kraftig motor i bilen, ofte er en dieselbil at foretrække til bjergkørsel. Holder man sig imidlertid til motorveje som A-7 og andre veje af topkvalitet, skal man nok snarere fokusere på forhold som benzinøkonomi, bilens størrelse, komfort, og så videre. I alle tilfælde er der garanteret gode muligheder for at leje den rigtige bil til den rigtige pris, i Alicante Lufthavn.